Dansk Selskab for Klinisk Hypnose (DSKH) er Danmarks eneste tværfaglige hypnoseselskab for sundhedsprofessionelle (læger, psykologer, tandlæger o.a.) med mindst 3½ års uddannelse på minimum bachelor niveau. DSKHs formål er at fremme forskning, anvendelse, uddannelse og oplysning om hypnose i forbindelse med behandling samt at fastlægge retningslinier for etisk hypnoseudøvelse i Danmark.
DSKH er tilsluttet The European Society of Hypnosis (ESH) og The International Society of Hypnosis (ISH). Medlemmerne er således ud over at være forpligtet af deres professionelle organisations etiske regler også forpligtet af ISHs “Code of Ethics” (etiske retningslinier).
Den hypnotiske tilstand er en afslappet og indadvendt tilstand, hvor man under trygge forhold kan komme i kontakt med følelser og sansninger på en anden måde end i en almindelig vågen tilstand. Alle mennesker har hypnotiske erfaringer, for vi kender alle til at falde i staver og dagdrømme. Her er man præget af, at fokus for opmærksomheden rettes indad. På denne måde får man en rar pause og føler sig bagefter mere energisk og udadvendt.
Ved anvendelse af hypnose i hypnoterapi, kan man i samarbejde med en uddannet hypnoterapeut lære at finde dyb ro og afspænding. Herved opnås en trancetilstand, som i sig selv virker dæmpende og helende på angst, stress, svære oplevelser og smerter. I hypnoterapien kan der opnås forståelse af følelsesmæssige reaktioner og adfærdsmønstre, som måske engang har været hensigtsmæssige, men nu er blevet overflødige og måske ligefrem skadelige. Terapeutens opgave er at tilbyde nogle gode rammer, erfaring og vejledning frem til mulige løsninger og indsigt. Hypnoterapi har i flere sammenhænge vist gode og meget holdbare resultater.
Dansk Selskab for Klinisk Hypnose
Rosenborggade 12, 1130 København K
Formand Per Nilsson: 40110644
Danmarks tværfaglige hypnoseselskab
for sundhedsprofessionelle